Jeg arbejder på at lade være med at føle så meget afsky for Flemming og Heidi. Jeg kender dem slet ikke nok til at have så stærke følelser for dem.
Det begyndte vist, da vi lige var flyttet ind, og de straks meldte sig ind i foreningen af folk, der ignorerer os. Det voksede lidt, da Flemming pralede af at have stjålet værktøj fra sin tidligere arbejdsplads. Ok, så røg der måske også et par centimeter på afskyen, da de konstant skulle delagtiggøre hele området i deres aftensmadsplaner, som meget ofte bestod af skinketern. Jeg har aldrig brudt mig om mennesker, der kan lide skinketern.
Så fandt jeg ud af, at de hører til den kategori af forældre, der tror, deres børn bliver pivede, hvis de får for meget omsorg. ”Herregud da, så er det heller ikke værre,” siger de, når de langt om længe har slæbt sig ud til barnet, der har grædt hjerteskærende i en halv time. Det sker også, at børnene bliver sendt ind i seng som straf for tuderiet. Den slags mennesker er værre end dem, der kan lide skinketern.
Så deltog de i århundredets mest larmende havefest, og Flemming brugte legepladsen som toilet, og så kom der lige et par kilometer ekstra afsky på tårnet.
Men jeg er et af de mest fordomsfulde mennesker, jeg kender, og jeg ved jo ikke andet, end de glimt jeg ser og hører.
Jeg tænker på den gang, jeg blev helt borgerlig af forargelse, fordi Flemming fortalte en nabo, at han var sygemeldt på grund af dårlig ryg, mens han var i gang med at grave haven op for at lægge fliser. Men måske er deres historie ikke kun det, den ligner udefra. Måske løj Flemming for naboen, fordi han ikke havde lyst til at fortælle den sande årsag til, at han pludselig ikke arbejdede længere. Måske er de slet ikke så slemme. Måske ville jeg holde mere af dem, hvis jeg aldrig så dem igen.
Men sommeren er min 