Dag 61

Jeg ved ikke, om misforståelsen opstod, fordi vi ikke længere var pakket ind i den velkendte ramme af rækkehuse, lyde, lugte, dufte og historier. Min mor var flyttet, jeg var flyttet, og Søs boede i lejligheden, som hun elskede så højt. Den havde udsigt over hele byen, og hun sagde det samme, hver gang jeg besøgte hende: ”Det er ikke lejligheden nee-enunder, det er ikke lejligheden ve’ sijen af, det er den her lejlighed og den her ujsigt.” Så kiggede hun ud med et blik, der fortalte mig, at jeg skulle kigge i samme retning. Så så vi vigtige ud, og Søs smilede det lille halvsmil, som hun heldigvis ikke havde droppet helt, efter hun fik lavet sine tænder.

Det var et helt nyt liv for Søs. Nye tænder, nyt hjem, nye naboer, nyt tøj. Men de samme smøger og det samme ølglas på sofabordet. Jeg besøgte hende, og hun besøgte mig, og jeg troede, at alt var godt. Men det viste sig, at jeg ikke havde været gæstfri nok. Det var hendes datter Anna, der sagde, at jeg skyldte hendes mor en undskyldning. Og jeg blev så forvirret, gennemgik hele hendes besøg i mit hoved. Jeg havde inviteret på mad og øl og var blevet oprigtigt glad for at se hende, selvom det var et overraskelsesbesøg. ”Hvor var det hyggeligt, at du kom,” sagde jeg, da hun gik.

Jeg mødte Søs på gaden, og hun kiggede ikke på mig. Snakkede ikke til mig. Det gjorde ondt derinde bagved, hvor tingene sætter sig fast, men jeg kunne ikke gøre det godt igen, når jeg ikke kunne få klar besked om, hvad det var, jeg havde gjort forkert.

Og så en dag var Søs død. Hun var bare faldet død om. Der var noget med en læge, der ikke tog hende alvorligt på grund af det med øllene og smøgerne, og så faldt hun død om og blev fundet i den lejlighed, hun elskede så højt. Ikke i lejligheden nedenunder og ikke i lejligheden ved siden af. Men i den lejlighed, hvor hendes liv skulle blive bedre end nogensinde før.

Jeg græd så meget til hendes begravelse, at jeg vist mistede en smule af mig selv. Det gled bare ud. Jeg savner hende stadig, og jeg er rasende på mig selv over, at jeg ikke bare sagde undskyld, så hun kunne have krammet mig og sagt ”jeg ææælsker dig” en sidste gang.

Dag 59

Det føltes som at få kastet sten på det samme sted øverst i panden igen og igen. Det var varmemesteren, der var gået i gang med beskære hækken uden for soveværelsesvinduet. Klokken 7.30. Selvfølgelig med det mest larmende apparat, man kunne forestille sig. Lyden dunkede i panden og spredte sig ned til kvalmepletten, hvor den satte sig godt fast. Jeg rejste mig og så, at den frodige grønne hæk var blevet en brun firkant med skæve sider, og jeg lukkede alle vinduer, så min enorme indebrændthed ikke slap ud og gjorde skade på varmemesteren.

Det store hækkedrab fortsatte resten af dagen, så jeg var fanget bag de lukkede vinduer. Jeg udnyttede tiden til at finde mine naboer på facebook, som man jo gør. Den første, jeg fandt, var Laila. Hendes profil var fyldt med billeder af hende og en trutmund, hun ikke har, når hun går rundt herude til hverdag. Der var også billeder af Melanie og Melissa. ”Mors smukke prinsesser,” havde hun skrevet ved dem. Fra hende var det nemt at finde Michael, som havde fyldt sin profil med billeder af Dannebrog med ”Danmark for danskere” på og delt opslag om, at det hele er flygtningenes skyld. Til et af hans profilbilleder havde Laila skrevet ”smækker lækker” og min længsel efter en brækspand var enorm.

Videre til Niels, som til min store overraskelse også havde en lang række selvportrætter med udstående læber. ”Min hammer flotte mand,” havde Mette skrevet, og det kunne selvfølgelig kun læses med hendes stemme. På hendes profil fandt jeg billeder af hendes del af børnemassen, der var på Jensens Bøfhus sammen med Laila, Michael, Melanie og Melissa. ”Tak for en skønno dag smukke smiler,” havde Laila skrevet ved billedet. Gad vide om Heidi vidste det?

Heidis profil var svær at finde. Alt passede godt nok på hende, men profilbilledet var af en teenager. Det viste sig dog, at teenageren var gift med Flemming, og jeg vurderede, at Heidi ligesom jeg har et spejl, der lyver. Så bliver man nødt til at finde de gamle billeder frem for at se sandheden.

Heidi var sympatisk på facebook. Velstavende, antiracistisk og solidarisk med de svage. Helt ærligt, det havde jeg simpelthen ikke regnet med. Heldigvis var der mest billeder af kød inde på Flemmings profil, og så passede tingene lidt bedre sammen igen.

Jeg forsøger ellers at undgå det der med at undersøge folk for grundigt online. For det er så besværligt, når man taler med folk, og kommer til at afsløre, at man kender alt fra deres mellemnavne til deres weekendplaner. Men jeg tror ikke, det bliver et problem med naboerne — måske bortset fra Heidi, som jeg vil smile meget venligere til for eftertiden.

Nå, men for lige at understrege, at han er et røvhul, begyndte Michael at bore omme på den anden side af væggen. Jeg kunne kun slippe væk fra det, hvis jeg gik ud i haven til lyden af varmemesterens hæktortur. Jeg valgte at blive inde og lade min foragt for Michael vokse. Jeg bor ved siden af en af de typer, jeg med hurtig hånd sletter fra mit liv online. Men man kan ikke slette en nabo. Desværre.

Dag 58

Solsorteparret viste deres to unger, at min have er tryg. Og nu kommer de to, som nu er voksne, flere gange om dagen. De bader og pudser fjer. De spiser orm og insekter, og de hopper stille og roligt rundt, som om de er på spadseretur i parken. Det gør mig glad hver eneste dag.

Lige nu forsøger jeg desperat at fange den slags glæde, og jeg drømmer om nettet og syltetøjsglasset, som biologilæreren udleverede, da vi skulle massemyrde smukke sommerfugle. Så kunne jeg putte glæden i en æske med gennemsigtigt låg og kigge på den, når jeg havde brug for det.

Sommeren har været mørk og våd, og jeg fornemmer, at min hjerne er i gang med at gå i hi før tid. Minderne og observationerne er sporadiske, men jeg gør mit bedste for at hænge i. Imens fodrer jeg solsortene, så jeg er sikker på, at de kommer hele vinteren og underholder mig.

Dag 57

Jeg arbejder på at lade være med at føle så meget afsky for Flemming og Heidi. Jeg kender dem slet ikke nok til at have så stærke følelser for dem.

Det begyndte vist, da vi lige var flyttet ind, og de straks meldte sig ind i foreningen af folk, der ignorerer os. Det voksede lidt, da Flemming pralede af at have stjålet værktøj fra sin tidligere arbejdsplads. Ok, så røg der måske også et par centimeter på afskyen, da de konstant skulle delagtiggøre hele området i deres aftensmadsplaner, som meget ofte bestod af skinketern. Jeg har aldrig brudt mig om mennesker, der kan lide skinketern.

Så fandt jeg ud af, at de hører til den kategori af forældre, der tror, deres børn bliver pivede, hvis de får for meget omsorg. ”Herregud da, så er det heller ikke værre,” siger de, når de langt om længe har slæbt sig ud til barnet, der har grædt hjerteskærende i en halv time. Det sker også, at børnene bliver sendt ind i seng som straf for tuderiet. Den slags mennesker er værre end dem, der kan lide skinketern.

Så deltog de i århundredets mest larmende havefest, og Flemming brugte legepladsen som toilet, og så kom der lige et par kilometer ekstra afsky på tårnet.

Men jeg er et af de mest fordomsfulde mennesker, jeg kender, og jeg ved jo ikke andet, end de glimt jeg ser og hører.

Jeg tænker på den gang, jeg blev helt borgerlig af forargelse, fordi Flemming fortalte en nabo, at han var sygemeldt på grund af dårlig ryg, mens han var i gang med at grave haven op for at lægge fliser. Men måske er deres historie ikke kun det, den ligner udefra. Måske løj Flemming for naboen, fordi han ikke havde lyst til at fortælle den sande årsag til, at han pludselig ikke arbejdede længere. Måske er de slet ikke så slemme. Måske ville jeg holde mere af dem, hvis jeg aldrig så dem igen.

Dag 56

Jeg voksede op et sted, hvor det var helt normalt, at de voksne ikke gik på arbejde. Den gang var der måske arbejde nok til alle, hvad ved jeg, men det var ikke kun det, det handlede om. Det var mennesker, der altid havde fået at vide, at de ikke var gode nok. Nogle af dem forsøgte at selvtrøste ved hjælp af alkohol, andre blev fysisk syge, og så var der dem, der bare var triste. Deres hoveder hang på dem som en visne blomster, og de kunne lige så godt have haft rygmærker på med teksten: ”Jeg betyder ikke en skid. Jeg ved det godt selv.”

Mange af dem havde haft et arbejde, og det eneste de ville i hele verden var at arbejde igen. Men det blev sværere og sværere for dem at tro på det, for hver gang de vovede at tage et skridt frem, blev de tæsket tilbage, og så stod de der midt i endnu et nederlag. Så gav de op, for der er grænser for, hvad mennesker kan holde til, og så sendte de deres børn hen i en skole, hvor lærerne ikke så noget forkert i at fortælle dem, at de var uduelige.

Mine forældre arbejdede. Og da min far flyttede fra os, arbejdede min mor, så studerede hun, så arbejdede hun igen. Jeg stod i den ene slags liv og kunne nå den anden slags uden at strække armen specielt meget. Jeg kendte dem, som folk kaldte tabere, og jeg vidste, at de havde klaret mere end dem, der var født til sejr. Men det var der ikke nogen, der havde tid til at høre om.

Dag 55

Der er noget med Ulla. Jeg kan ikke helt sætte fingeren på, hvad det er, men der er noget, der gør, at jeg ikke kan lade være med at holde af hende. Også selvom hun er begyndt at råbe deromme på den anden side af væggen. Højt og længe. Jeg ved ikke, hvorfor Ulla råber, men jeg ved, at hun er syg, for det har hun fortalt mig. Der er noget gigt og en hel masse andet, der gør ondt.

”Jeg har altid arbejdet,” fortalte hun mig. Men nu bliver hun så dårlig på grund af smerter, og jeg har set, hvordan hendes ansigt krøller sig sammen, når hun på hævede ben vralter hen ad fortovet. Så er det ikke længere friske Ulla i høje hæle og stramt tøj. Så er det Ulla, når hun har taget overskuddet af.

Så Ulla arbejder ikke for tiden, ”men jeg skal snart i gang med noget”, for det siger hendes sagsbehandler. De kan ikke lige finde noget, hun kan holde til, men det er bare et spørgsmål om at lede grundigt nok.

Ulla siger ikke længere til sagsbehandleren, at det gør ondt over det hele, hele tiden, for sagsbehandleren var begyndt at fortælle historier om mennesker med kræft, som sagtens kunne arbejde. ”Og de skal altså dø, Ulla”, havde hun sagt. Så Ulla siger ikke længere, at det gør ondt over det hele, hele tiden. For der er jo så mange andre, der har det meget værre. Hun vil ikke klage, for hun har jo både liv og lemmer.

Sagsbehandleren havde bedt hende om at finde arbejde gennem sit netværk, eller ”hvad med at spørge i den lokale Føtex?” Det lovede Ulla at gøre, selvom hun synes, det er lidt flovt, at hun kommer til at sygemelde sig hele tiden. Men det kunne hun ikke lide at sige til sagsbehandleren. ”Så må jeg jo tage noget mere smertestillende,” sagde Ulla. Jeg sagde noget om ikke at finde sig i det, men det gjorde ondt i hånden, den gang Ulla bankede i bordet. Det gjorde ondt i hånden, armen, nakken, hovedet, ryggen og benene, og det gjorde ingen forskel. Så blev jeg tavs, men tænkte, at en dag vil jeg bage en kage til Ulla.

Dag 54

Her har været meget stille siden weekendens vilde fuldegilde. Det er, som om de involverede har listet og hvisket. På den anden side har jeg nok for høje tanker om dem, hvis jeg tror, de har den mindste smule dårlig samvittighed. Men her har virkelig været stille. Der har været varmemesteren, som passede sine maskiner. Han har fået sommerfrisure, sparemodellen, hvor alt håret er barberet af. Så holder det længere, og vi kan alle nyde synet af hudfolden, der sidder lige over hans brede, korte nakke. Om aftenen har elguitarmanden underholdt med en vaklende og hviskesunget udgave af Smoke On The Water. Og tidligt, meget tidligt, om morgenen, når Erik har luftet og afhostet lunger, kører han af sted til noget, som kunne vise sig at være et arbejde. Det har jeg ikke oplevet før i den tid, jeg har boet her. De fleste andre her tager på arbejde hver morgen. Flemming og Heidi gør ikke, men de har sikkert skinketernsindkøb og den slags, der skal passes i stedet. Kvinden der var gift med Musiknabo, inden han forsvandt, arbejder vist heller ikke. Men hendes voksne hjemmeboende børn gør, og der er egentlig ret mange af dem.

Nu arbejder Erik tilsyneladende også, og ud over den umiddelbare misundelse, jeg altid føler, når andre mennesker har et liv uden for hjerneskader og den slags, er jeg glad på hans vegne. Jeg kommer til at tænke på Søs, der var på bistandshjælp i mange år og som helt havde mistet troen på, at hun kunne noget. Men så var det, som om hun satte køkkenstolen, den hun sad på, når hun drak Faxe og lyttede til politiradio, på et transportbånd, der førte hende ud i et helt nyt liv, hvor få var dygtigere end hende, og hvor hun fik lavet sine tænder, så hun både kunne grine helt vildt og spise sammen med andre mennesker. Hun fortalte mange, lange historier om, hvor uundværlig hun var, og vi vidste, at det var sandt.

Søs endte med at tro så meget på sig selv, at hun flyttede fra huset med alle de dårlige vaner og fandt sig en lejlighed med udsigt.

Jeg ved ikke, om det er det samme for Erik. Søs endte det rigtige sted i første forsøg, men sådan er det ikke for alle. Der er dog sket noget med ham. Det er der altså. For nu bunder han sin køreøl lige uden for huset i stedet for at gøre det i skjul henne for enden af vejen.

Dag 53

”Skal du ikke med til Grøn?”

Det var Flemming, der mødte Michael ude på vejen, og det var en form for mirakel, at vi kunne tyde, hvad han sagde.

Det var først der, det gik op for mig, at Michael og Laila ikke deltog i dagens vanvittige fulderier, og lige i det øjeblik syntes jeg nærmest, jeg holdt af dem.

”Du kommer da ikke engang selv til Grøn,” svarede Michael lettere hovedrystende. I mellemtiden havde Melissa samlet en hel sæk tomme dåser og flasker, og havnefeststemningen var hermed gennemført.

Forfesten var gledet direkte over i en efterfest, og jeg havde på fornemmelsen, at de var begyndt at hente folk fra gaden til at deltage. Legepladsen var ikke længere for børn, og mit lille boligkvarter var ikke længere for ædru mennesker.

Mens jeg støvsugede nettet for øde landejendomme, var festen gået i gang med et omfattende Kim Larsen-medley. De skrålede ”Tarzan Mama Mia” og omskrev kreativt størstedelen af teksten til ”lålålååå”. Bagefter optrådte Flemming med en rørende soleudgave af ”kvinde min.”

”Bliv ikke bange, for deres sange,” sang han med en stemme, der lød som en døende trompet med for meget mundvand.

Og midt i alt det. Midt i larmen og det fjollede og det latterlige og det ubehagelige, kunne jeg høre de små børn. Flemming og Heidis børn. De andre fulde menneskers børn. Små mennesker, der ikke kunne slippe væk. Små mennesker med forældre, der ikke kunne hjælpe dem, fordi de var i gang med at opløse deres hjerner med noget, der hed ”sure shots”. Men så længe mor og far har det godt, så har børnene det også godt, som man jo siger.

Dag 52

Jeg havde måske været mere rummelig, hvis jeg ikke var blevet vækket alt for tidligt af Eriks lunger, der var hængt til afhostning uden for vinduet. Men da forfesten hos Mette og Niels begyndte klokken 10 om formiddagen, fik jeg lyst til at lægge mig i akut fosterstilling. Mette stod i det helt åbne vindue på første sal og råbte ud til den endeløse stime af gæster, der var på vej. Hendes stemme skar ilten helt ud af luften, som stadig var påvirket af nattens regn. Efter få minutter blev der skruet op for musikken, og så blev der skruet op for stemmerne. Jeg kunne høre Skildpadden. Han og familien var ellers flyttet hen i de nye huse, fordi de ikke gad at bo i det her gamle lort. Skildpadden er det eneste menneske på kloden, der har en stemme, der er mere nådesløs end Mettes.

”Så’ der bajer,” hylede han som en enerverende tinitus.

Jeg fandt programmet for Grøn koncert for at se, hvornår det begyndte. Jeg måtte vide, hvornår de skulle videre, og at det ville have en ende. Klokken 13.25 stod der.

Ulla havde også gæster i haven, men det var nu helt stille og roligt med kun få kliklyde fra dåser, der blev lukket op. Ulla kunne også høre Skildpadden.

”Han er ikke til at tage fejl af,” sagde hun grinende. Hun fortalte gæsterne, at Skildpadden jo var flyttet, fordi han ikke gad at bo i det her gamle lort. Men han savnede naboerne, og så var det jo bare skønt for ham, at der var fest henne hos Mette og Niels. Så snakkede de om nogen, der havde meldt nogen andre til politiet, men selv om jeg satte mig helt op ad hegnet, som adskiller vores haver, fik jeg ikke fat i, hvad det handlede om. Der var for meget larm fra forfesten, som nu havde udviklet sig til noget, der nemt kunne minde om en havnefest i en mindre provinsby.

Jeg ved ikke, hvad det var, forfesten gjorde ved mennesker, som er nogenlunde normalfungerende mennesker til dagligt. Men de ændrede sig. Deres grin lød som rasende ænder i slåskamp. Kwak kwak kwak. Og det undrede mig, at de kunne forstå, hvad de sagde til hinanden. For fra min have lød det, som om de alle råbte høje lyde igennem tomme køkkenrullerør.

Ude på legepladsen stod tre mænd på række og tissede op ad hækken. Den ene af dem var Flemming. Jeg kiggede håbefuldt på klokken og konstaterede, at den var 15.25. Det var to timer i den forkerte retning.